DIY skrivebord: Lav et unikt og personligt bord

DIY skrivebord: Lav et unikt og personligt bord

Flere og flere har fået hjemmearbejdspladser, og det betyder, at flere og flere får brug for et lækkert skrivebord derhjemme. Måske er det også derfor, du kigger med her? Bliv hængende og få inspiration til, hvordan du kan lave dit eget DIY skrivebord - eller tilpasse det skrivebord du har - så det passer perfekt til din stil og dine behov.

DIY skrivebord

Billedet er fundet på Pinterest.

Hvad skal du bruge dit DIY skrivebord til?

Det første, du skal gøre, er at gøre op med dig selv, hvad dit behov er i forhold til skrivebordet. Hvor mange skal brug det, hvem skal bruge det, hvor tit skal det bruges, og til hvad? Har du brug for et hæve-sænkebord, eller skal det have faste ben? Vil du hellere have dit bord til at hænge på væggen? Og er din væg så egentlig stærk nok til det? Det er bedst at have en god stærk murstensvæg, hvis du vil have dit DIY skrivebord til at hænge på væggen. Det skal jo kunne tage en masse vægt, uden at du skal bekymre dig om, om det nu også kan holde.

Hvis du ved, at du skal sidde meget ved skrivebordet, kan det være en god ide at overveje at investere i et hæve-sænkestel, så du kan variere din arbejdsstilling i løbet af dagen. Det giver et godt arbejdsflow og er sundere for kroppen. Uanset hvilket bord du vælger, skal du huske også at overveje, hvilken stol du har, og hvad den gør for din arbejdsstilling. Det er ikke altid de pæneste stole, der er de bedste for din krop – desværre!

Du skal naturligvis også forholde dig til størrelsen. Mål dit rum op, og se hvor stort dit bord kan være. Skriv målene ned og hav dem med, når du handler. Husk også at overveje, hvor højt bordet skal være, hvis det skal have faste ben eller hænge på væggen - planlæg gerne dette efter den stol du har eller planlægger at købe.

DIY væghængt skrivebord

Billedet er fundet på Pinterest.

Væghængt eller på ben?

Når du har fundet ud af hvad dit DIY skrivebord hovedsageligt skal bruges til, kan du blive lidt mere konkret. Hvor meget plads har du egentlig til et skrivebord? Må det fylde meget i rummet, eller skal det faktisk helst kunne pakkes væk, når det ikke er i brug?

Et væghængt skrivebord kræver, som nævnt, en stærk væg at hænge det i. Hvis du ikke har det, skal du nok genoverveje den mulighed. Hvis du kan finde en fornuftig plads til et væghængt skrivebord, så kan du skabe dig selv et skrivebord, som visuelt ikke tager så meget plads i rummet, fordi det ikke har nogen ben, og let kan foldes op ad væggen. På den måde kommer der luft under møblet, hvilet giver et mere luftigt look. Og som bonus er det også meget lettere at støvsuge under bordet.

Der er selvfølgelig også muligheden for at benytte fraværet af ben til at udnytte pladsen til en reol, et skab eller skuffer. Der er ofte brug for en god mængde opbevaringsplads ved et skrivebord.

Hvis du vælger et skrivebord på ben, er der også uanede muligheder for at skabe et lækkert DIY skrivebord. Der er mulighed for, at du bygger bordet selv ud af en hel bordplade, så du får lukkede bordben. Du kan også sagtens finde bordplade og bordben af forskellige materialer, og så sætte dem sammen, så du får lige det mix, du drømmer om. Det er let gjort med en håndfuld skruer og en skruemaskine.

Lav dit eget skrivebord

Billedet er fundet på Pinterest.

Vælg materialer og match det til din stil og indretning

Hvis du har fået blod på tanden og vil kreere dit DIY skrivebord helt fra bunden, så skal du rundt og kigge på materialer. Her kan du for eksempel gå i byggemarkeder og snuse til, hvad de har. Ofte kan du finde smukke bordplader, som du kan skabe om til et skrivebord. Vær bare opmærksom på, at hvis du finder en køkkenbordplade, så er den kun 60 cm dyb. Det kan jo både være godt og skidt, afhængig af, hvor stort du drømmer om, at dit bord skal være.

I byggemarkeder kan du også finde mange andre slags træ, som du kan bruge til bordplader. Du kan for eksempel lave en plade af brædder, som du sætter sammen, eller planker med barkkanter, hvis du er til det rå look i den tungere ende. Du kan også finde MDF- og spånplader. De sidste er lettest at bruge, hvis du skal forme dit bord. Så kan du, med lidt umage og tungen lige i munden, save pladerne ud med en stiksav i lige den facon, du ønsker dig. For hvem har egentlig bestemt, at et skrivebord skal være firkantet?

En anden mulighed er at tage på rundtur i de lokale genbrugsbutikker og se, om der var noget, du kunne bruge. Enten som møblet står, bare med en klat maling måske, eller måske du kan bruge dele af de gamle møbler. Måske er der lige præcis de ben, du har ledt efter på et gammelt genbrugsbord. Så snupper du jo bare bordet, skruer benene af, og sætter dem på den lækre bordplade, du har valgt. Det er kun fantasien, der sætter grænsen.

Lav dit eget DIY skrivebord

Billedet er fundet på Pinterest.

Slå kreativiteten løs - og find din indre handyman frem

Når først du har fundet materialerne, så er det blot at gå i gang. Husk at planlægge det grundigt, så du ikke begår uheldige fejl undervejs. Hvis ikke du føler dig helt sikker med sav eller boremaskine i hånden, så er der også gode muligheder for at forfine et allerede eksisterende bord.

Det kan være, du har fundet drømmebordet, og det blot mangler lidt sandpapir og maling. Selv hvis du ikke vil bygge dit bord helt fra bunden, men sagtens kan skrue lidt hist og her, så er der uanede muligheder for at finde interessante og unikke kombinationer.

Find inspiration på sociale medier, i genbrugsbutikker, i blade, og finde et udtryk, der passer lige til dig. Et DIY skrivebord er muligheden for at personalisere dit hjem og din kontor- eller hobbyplads præcis til dig eller din familie.

Back to blog