Bor du i lejlighed med skråvægge? Eller har du måske et loftsrum med skråvægge, som du gerne vil have udnyttet bedst muligt? Skråvægge har en ufattelig charme men kan være udfordrende at indrette.
I denne artikel får du gode bud på idéer til indretning med skråvægge, så du kan få hyggen og praktikken til at gå op i en højere enhed.
Billedet er fra @salmonstreet
Byd lyset indenfor med vinduer i loft og skråvægge
Har du budgettet til det, kan du overveje at udnytte dine skråvægge ved at indsætte vinduer i dem. På den måde får du et helt andet lysindfald i rummet, der både vil føles større og med mere højde på. Netop af samme årsag er loft-til-kip et populært valg for mange, da det ændrer rammerne for hele rummet.
Vinduer til brug i indretning med skråvægge er en bekostelig affære, men er godt givet ud som en investering i boligen. Selv små vinduer kan tilføje meget lys i rummet og gøre det nemmere at lufte ud i fx loftrummet.
Billedet er fra @signe_hm
Opbevaringsplads i et rum med skråvægge
Et af de helt store udfordringer ved indretning med skråvægge, er, at det er svært at placere opbevaringsmøbler, der passer ind i de skæve vinkler. Heldigvis findes der en række løsningsforslag:
Er du handy og ikke bleg for at kaste dig udover et gør-det-selv-projekt, kan du bygge dit eget skab efter de mål, der passer med de skrå vægge. For et mindre omfattende projekt kan du overveje at sætte en garderobestang op, som kan flugte langs skråvæggen. På den måde kan du få optimal garderobeplads. For at undgå at alt tøjet søger mod gulvet, er det en god idé at montere skruer som bremseklodser på garderobestangen.
Billedet er fra @tineliving
Du kan med fordel også investere i tilpassede hylder, hvor længerne kan tilpasses de skrå vægge, så du kan opbevare alt lige fra bøger til planter og dekorationer, der kan give rummet et hyggeligt og personligt præg. Hylderne får naturligt et trip-trap-træsko-design, der både er hyggeligt og funktionelt.
Ét sidste tip til opbevaringsmuligheder er lave kommoder, som med en god dybde forsyner dig med masser af opbevaringsplads, selvom du er udfordret af de skrå vægge. Alternativt kan du hænge en væghængt hylde op i benhøjde for at optimere din indretning med skråvægge.
Billedet er fra @signe_hm
Sådan udnytter du et loftsrum med skråvægge
Er du den heldige indehaver af et isoleret loftsrum, er der masser af gode muligheder for at få det udnyttet til glæde for hele familien. Loftsrummet ligger ofte lidt isoleret fra resten af hjemmets rum, og derfor er der flere, der kan gå glæde af det.
Først og fremmest så kunne loftrummet med fordel anvendes som et legerum for de mindste. Familiens små poder vil uden tvivl sætte pris på at have sit helt eget legerum, der er udstyret med madrasser, puder og masser af legetøj. Et rum, der er deres helt eget, og hvor de får lov til at bygge huler og have deres egen verden i børnehøjde. Et legerum er særligt en god idé, hvis loftsrummet er for lavt til, at voksne kan stå oprejst.
Billedet er fra @alberte.kaeseler
Loftrummet kan dog også indrettes, som et rum, der appellerer mere til de voksne. Med en blød lænestol, hylder eller en bogreol, der er tilpasset de skrå vægge, kan du nyde lidt fred og ro i hverdagens ustandselige trommerum. Med et lille sofabord kan du få din helt egen te-stue. Husk på, at det kan være en god idé at placere både lænestole og sofaer op ad en skrå væg - på den måde får du skabt en mere intim og hyggelig indretning med skråvægge.
Hvis du ønsker at have plads til overnattende gæster, så kan det give god mening at anvende loftrummet til et hyggeligt gæsteværelse. Indretning med skråvægge skaber en hyggelig atmosfære, så dine gæster vil føle sig afslappede og hjemme.
Muligheden for at trække sig tilbage på sit helt eget hjemmekontor kan være en mulighed for dig, der har loftsrum. En god indretning med skråvægge, fx med en væghængt skrivebordsplade fra væg til væg eller fra væg til skab giver dig optimale arbejdsbetingelser uden, at du bliver generet af de skrå vægge. Som en ekstra bonus kan du placere opbevaringskasser under skrivebordet.
Billedet er fra @christine_egholm
Indretning af soveværelse med skråvægge
Det kan virke uoverskueligt at skulle indrette et soveværelse med skråvægge, da det føles som én stor begrænsning. Men faktisk har de skrå vægge masser af uanet potentiale, hvis du bruger dem rigtigt.
Her får du nogle tips til indretning af soveværelse med skråvægge, hvor du både kan få funktionalitet og hygge ind i rummet:
- Væghængte dekorationer og fladskærm - de færreste ved, at det faktisk er muligt at hænge både malerier, plakater og fladskærme op på en skrå væg - og der er ingen grund til at få dårlige nerver af det. Der findes nemlig særlige beslag til skråvægge, der gør, at de sidder helt fast. Du kan derfor trygt læne dig tilbage og nyde din yndlingsserie direkte fra sengen.
- Giv væggene farver - ved at fremhæve de skrå vægge med farver, tapet eller wallstickers, kan du bruge dem aktivt i rummet, give dem et æstetisk udtryk og få din personlighed til at tone frem. På den måde bliver væggene et brud med de almindelige vægge og en del af indretningen.
- Placeringen af sengen - er du heldig at have et lille indhak i rummet, kan du bruge det til sengeplads. Et andet tip til indretning med skråvægge er, at du placerer sengen, så den ligger mod skråvæggen. Det skaber hygge og intimitet i soveværelset og generer samtidig mindst muligt.
- Walk-in-closet ved skråvæg - du kan udnytte en skrå væg ved at placere hylder eller garderobestang langs væggene, alt imens du kan bruge et bøjlestativ til at lukke af med. På den måde får du det rum i rummet med dit eget lille walk-in-closet med masser af plads til opbevaring.
Billedet er fra @annesvsc
Har du brug for mere inspiration til indretning med skråvægge? På sociale medier kan du få adgang til det, der vil svare til ét stort online katalog af kreative løsninger, som du kan lade dig inspirere af i indretningen af dit eget hjem med skråvægge.