Indretning med planter: Skab grønne oaser af liv indenfor

Indretning med planter: Skab grønne oaser af liv indenfor

Det kan noget helt særligt at komme ud i naturen. Vi får også tit at vide, at vi skal opholde os mere blandt træernes grønne kroner, fordi det er sundt for os. Efteråret banker på, og de mange regnbyger er den perfekte anledning til at trække den udendørs hygge ind i din stue.

Det kan gøre underværker for stemningen i hjemmet at indrette med planter. De er perfekte til at puste frisk liv i din indretning, mens du trækker dig tilbage med en kop kaffe i din lænestol og indhyller dig i et varmt tæppe.

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for hvilke planter, man kan tage med ind og bruge i sin indretning.

Indretning med planter

Billedet er fra &Tradition.

Velsignet med grønne fingre eller ej?

Lige så smuk en stor, flot og frodig plante kan være, lige så trøstesløs kan en halvvissen pind se ud. Nogle af os har grønnere fingre end andre. Sådan er det bare. Nogle kan have store flotte planter fulde af farverige blomster hele året rundt både inde og ude, og andre kan slå en kaktus ihjel.

Heldigvis er der mange forskellige planter at vælge imellem, når du vil indrette med planter. Det er et godt sted at starte, hvis du vil indrette med planter at være realistisk i forhold til, hvor krævende planter du har mod på at indføre i din indretning.

Folk, der er gode til at få planter til at trives, kan bruge næsten alle slags planter i deres indretning. Hvis det derimod er en udfordring at holde liv i noget, er der nogle planter, som bedre overlever de knap så grønne fingre.

Indendørs planter

Billedet er fra House Doctor.

Få succes med grønne planter

Hvis du er plante-udfordret, har du måske fundet ud af, at planter med blomster bare ikke holder særlig længe hjemme hos dig. Det kræver den rette mængde vand, sol og temperatur at holde blomsterne ved lige. Til gengæld er der mange forskellige grønne planter, som er meget mere nøjsomme, og som kan tåle både at tørre ud og få meget vand på en gang.

Du skal gå efter grønne planter, som enten ikke blomstrer, eller som kun gør det en sjælden gang. Sukkulenter er en fantastisk dekorativ plante, som fås i mange forskellige slags. Fælles for dem er, at de er virkelig nemme at holde. Som hovedregel skal du gå efter planter med tykke kødfulde blade, og så skal du passe på med at sætte dine planter i direkte sol. Så kan det næsten ikke gå galt, når du indretter med planter.

Brug planter i din indretning

Billedet er fra MENU.

Vær legesyg – indret dig grønt og dekorativt

Afhængigt af hvor meget plads man har at gøre godt med, sætter det nogle naturlige begrænsninger. Men selv små planter gør en forskel.

De fleste planter har bedst af at stå et lyst sted uden for meget direkte sol. Det kan risikere at svide planternes blade. Når det er sagt, er der rimelig fri leg i forhold til, hvor du stiller dine planter. Husk at sørge for, at dine gulvplanter ikke ødelægger gulvet med vandskjolder.

Der findes mange smukke plantestandere og planteskjulere, som du kan bruge til at stille planterne på, så du ikke behøver at bruge alle dine vindueskarme til planterne. Ved at stille en plante på en plantestander, kan den også komme til at fylde på en helt anden måde i rummet. Du kan stille den som en aktiv del i din indretning, lige der, hvor den passer bedst ind.

Brug hængeplanter i indretningen

Billedet er fundet på Pinterest.

Sid under en hængende have

Det er også meget oppe i tiden at have planter hængende fra loftet. På den måde har du et sted til de planter, der har hængende vækst, og som derfor vil vokse langt ud over deres potte. Hvis du hænger planter fra loftet, kan du bruge dem til at pynte i et ellers tomt hjørne, eller du kan hænge flere sammen ved en væg og bruge dem som vægdekoration i stedet for billeder.

Hvis du vil hænge dine planter op, kan du enten købe skjulere med snore til ophængning. Hvis du er i det kreative hjørne, kan du prøve at lave dem selv. Der findes mange forskellige DIY’s om, hvordan du selv kan få dine planter op at hænge.

Hængende planter er også gode at stille på hylder eller i reolen, så deres blade og grene snor sig ned. Det giver et fint strejf i din bogreol. Hvis du har frithængende hylder på væggene, kan du også her sætte planter, der hænger, så der er masser af plads til, at planten kan vokse ud over potte og hylde og pynte fint på din væg.

Hvis du vil læse mere om hvordan du bruger hængeplanter i din indretning, så har vi lavet en hel artikel om dette - læs den her.

Brug grønne planter i din boligindretning

Billedet er fra &Tradition.

Træk årstiden med ind

Der er jo ikke nogen, der siger, at hvis du vil indrette med planter, så skal det være potteplanter. Der er mange andre måder at få naturen indenfor på. Du kan eksempelvis fylde dine smukke vaser med friske eller tørrede blomster. Her om efteråret kan du dekorere med flotte brunlige og rødlige efterårsplade i fx billedrammer, i en vase eller skål. Om foråret gør smukke, afklippede grene med friske knopper sig godt i store gulvvaser. Så kan man tage forskud på det grønne flor og de fine blomster på frugttræerne.

Vaser og blomster i indretningen

Billedet er fra @apotekerbakken på Instagram. Vasen er fra Stori og hedder Ballerina.

Lad fantasien spire

Er du ikke til levende planter og afskårne blomster, er der stadig måder, hvorpå du kan indrette med planter.

Du kan nemlig finde masser af muligheder for lækker fotokunst, malerier og plakater med plante- og blomstermotiver, som pryder dine vægge.

Inddrag plantetryk på tekstiler i dit hjem. Det kan være på viskestykker eller pudebetræk. Det kan også være på dit sengetøj.

Krukker og planter i indretningen

Billedet er fundet på Pinterest.

Grønt er godt for øjnene

Grønt er godt for øjnene, siger man. Og for meget andet. Den grønne farve har en beroligende effekt på os, og ved at trække naturen ind i vores boliger får vi både noget smukt at kigge på og et bedre indeklima. Planter fungerer som luftfriskere, idet de tager den kuldioxid, vi udånder og omdanner den til ilt til os.

Du skal bare være opmærksom på, at nogle planter kan have en meget skrap og ubehagelig lugt, så de er ikke anbefalelsesværdige at have indendørs.

God fornøjelse med at skabe din grønne oase!

Back to blog