4 tips til funktionel og æstetisk indretning af badeværelset

4 tips til moderne og praktisk indretning af badeværelset

Badeværelser kan have forskellige størrelser og give mulighed for forskellige udfoldelser, men de har grundlæggende alle sammen det samme formål og de samme funktioner. Badeværelset er det sted, hvor man kan være sig selv og forberede sig til dagen eller natten.

Badeværelset kan være indrettet med forskellige intentioner. Det kan være indrettet udelukkende med praktiske formål for øje, hvilket oftest er tilfældet, når vi lige flytter ind et sted. Men selvom badeværelset kan virke som et midlertidigt stop i løbet af dagen, så vil vi helt sikkert mene at det er værd, at gøre rummet lækkert og kombinere det funktionelle med det æstetiske.

Funktionel og æstetisk indretning af badeværelset

Billedet er fra Meraki.

Stort eller lille badeværelse?

En af de faktorer, som har størst indflydelse på indretningen af badeværelset, er størrelsen af rummet. Har du et lille Københavner-badeværelse, hvor du næsten skal bakke ind, og tage bad hen over toilettet, så sætter det naturligt nogle begrænsninger for dine udfoldelser ud i indretningen af badeværelset.

Selv her vil det dog sandsynligvis være muligt at skrue op for hyggen og funktionaliteten. For eksempel med små praktiske opbevaringsmøbler hængt højt på væggen, så de kommer fri af vandstrålen fra brusebadet. Du kan også pynte med små lyskæder, som kan øge hyggen i det lille rum. Her er det oplagt at parre æstetik med funktionalitet og effektivitet.

Er dit badeværelse af en lidt større slags, har du helt naturligt større muligheder for at sætte dit præg på indretningen. Det kan være, at der er plads til et badekar, en stol til at lægge tøjet på, en stor plante eller et godt stort badeværelsesmøbel med opbevaring under. Hvis I er flere i husstanden, som bruger det samme badeværelse, kan det være en god ide, at sørge for et skab eller en hylde til hver person, så I har et sted, hvor I kan opbevare jeres personlige hygiejneprodukter og lignende. Det kan også være en god ide med hver sin håndklædeholder eller knage til håndklæderne.

Tips til indretning af badeværelset

Billedet er fundet på Pinterest.

Æstetik og funktion udelukker ikke hinanden

Indretning af badeværelset har som udgangspunkt et praktisk sigte. Rummet har en praktisk funktion, som man ikke kan komme udenom. Derfor skal indretningen af badeværelset også tage hensyn til funktionaliteten af rummet.

Det betyder, at du skal tænke jeres behov igennem, inden du begynder at renovere eller indrette badeværelset på ny. Hvor mange er I husstanden? Hvor mange badeværelser har I i huset? Hvordan ser jeres daglige rutiner ud, og får I snart teenagere, så deres rutiner bliver lavet om? Alle disse overvejelser er gode at have in mente, når du indretter jeres badeværelse.

Funktionel indretning behøver ikke betyde kedelig indretning. Der findes et utal af lækre løsninger med badeværelsesmøbler, brusekabiner, vaske og badekar i super lækre materialer og designs. Derudover kan du jo se, om du kan finde plads til en plante eller en lysestage eller andet nips til at sørge for hyggen på badeværelset.

Du kan også gøre rigtig meget med farverne i indretningen af badeværelset. Lyse farver gør rummet større, og mørke farver får rummet til at virke mindre. Husk på, at det er lettere at skifte udtrykket i rummet ved at skifte ud i nips og håndklæder, end det er at skifte møbler og male. Så når du indretter dit badeværelse, kan du overveje at gøre det grundlæggende tidløst og klassisk. Du kan tilføje din egen personlighed og smag lige nu ved hjælp af accessories, kurve, måtter, håndklæder og lignende.

Hvis du skal bruge inspiration så læs eventuelt: 9 minimalistiske badeværelser fra Pinterest.

Indret badeværelset æstetisk og funktionelt

Billedet er fra House Doctor.

Vælg de rigtige materialer til indretning af badeværelset

Hvis du står og skal renovere hele badeværelset, så du har mulighed for at starte helt forfra, og betyder at du står overfor en masse valg. Hvilke materialer skal der bruges? Hvor skal stikkontakterne være? Hvilke møbler, vask, toilet skal vi have? Det kan virke overvældende, men husk på, at du ender med at få et badeværelse, der er lige som du allerhelst vil have det.

Der er nogle ting, du kan tage med i dine overvejelser om materialer til badeværelset. Et badeværelse skal gøres rent ofte, og hvis du bor et sted med meget kalk i vandet, kan det godt være lidt af en opgave at afkalke hele molevitten.

Derfor kan det være en god ide at vælge materialer til eksempelvis brusekabinen der er lette at gøre rent. Jo flere fuger, jo mere bøvl ved afkalkning. Glas er pænt, hvis det er rent, men når det bliver fyldt med kalkpletter, bliver det mat og kedeligt. Til gengæld er en hel glasflade lettere at gøre rent for kalk end klinker med en masse fuger. Hvad tiltaler dig mest både æstetisk og praktisk?

Det er også en god ide at overveje, hvilke materialer badeværelsesmøblerne er lavet af. Der er ofte meget fugtigt på et badeværelse, så du skal være sikker på, at de er lavet af noget, der kan tåle fugten, særligt hvis det er møbler, der ikke er designet til badeværelset. Køber du møbler af træ, skal du nok også regne med, at de skal vedligeholdes med jævne mellemrum.

Hvis du sørger for at skabe og vask bliver hængt op på væggen, gør du det meget lettere for dig selv, når der skal gøres rent på gulvet. Husk i øvrigt at lade en håndværker rådgive dig om, hvordan du laver installationer og vandtætte løsninger på badeværelset, hvis du renoverer det selv.

Sådan indretter du dit badeværelse moderne og funktionelt

Billedet er fundet på Pinterest.

Glem ikke lyset

Lys skal der til for at gøre badeværelset hyggeligt og behageligt. Der er mange løsninger for at få lys i indretningen af badeværelset. Ved spejlet, hvor man gerne skulle kunne se sig selv, når man barberer sig eller lægger make up, er det en god ide med flere lyskilder fra forskellige vinkler - måske et spot i loftet eller lys rundt om spejlet.

Du kan også hænge lamper op på begge sider af spejlet, eller du kan sørge for, at der både er en lampe direkte over spejlet og nogle bag dig. Det kan også være en god ide med spots i loftet inde i brusekabinen, og ude i gangarealet. Overvej om du kan lave en løsning, så du kan dæmpe lyset.

Hvis du vil læse mere om belysning på badeværelset, kan du læse vores 6 tips til belysning på badeværelset.

Det optimale badeværelse er et match mellem dine æstetiske og praktiske præferencer. Brug god tid på design og indretning, så du kan være tilfreds længe!

Back to blog